Vedtægter

Vedtaget på repræsentantskabsmødet 18. april 2015.

Vedtægter

1. Navn

1.1. Foreningens navn er Dyrenes Beskyttelse.

2. Formål

2.1. Foreningens formål er, at:

  • arbejde for, at dyrevelfærd indgår som en vigtig del af den offentlige debat
  • bibringe mennesker viden om dyrs behov og naturlige adfærd
  • yde hjælp til dyr i nød
  • arbejde for at sikre dyrs velfærd en høj beskyttelse i national og international lovgivning
  • indgå aftaler om god dyrevelfærd med organisationer og brancher, der har dyr i deres varetægt
  • samarbejde med virksomheder og organisationer med samme værdigrundlag som Dyrenes Beskyttelse
  • arbejde for at sikre, at dyreværnslovgivningen overholdes 
  • arbejde aktivt for at erstatte forsøg på levende dyr med alternative metoder samt sikre højst mulig dyrevelfærd for de dyr, der anvendes i den mellemliggende periode
  • arbejde for, at forbrugerne efterspørger produkter fra dyr, der har haft god dyrevelfærd


3. Foreningens medlemmer

3.1. Enhver, der tilslutter sig Foreningens formål, kan blive medlem.

3.2. Den, der handler mod Foreningens vedtægter, imod danske lovgivning eller mod Foreningens formål i øvrigt, kan af Ordensudvalget nægtes optagelse i Foreningen eller ekskluderes af denne. 

3.3. Frivillige med et tillidshverv skal være medlem af foreningen. Bestyrelsen kan fastsætte regler for medlemskab af foreningens øvrige frivillige.

3.4. Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer af Foreningen.

4. Kontingent

4.1. Foreningens kontingent fastsættes af Repræsentantskabet, der kan vedtage regler om særligt kontingent for bestemte grupper medlemmer.

4.2. Medlemmer, der ikke har betalt skyldigt kontingent, slettes af medlemslisten.

5. Elektronisk kommunikation

5.1. Alle meddelelser og dokumenter, som i henhold til disse vedtægter skal udveksles mellem Foreningen og dets medlemmer, herunder mellem samtlige ledelsesorganer, områder og udvalg, kan overgives elektronisk, herunder ved elektronisk dokumentudveksling og elektronisk post.

6. Repræsentantskabet

6.1. Repræsentantskabet er Foreningens højeste myndighed i alle Foreningens anliggender inden for de i lovgivningen og disse vedtægter fastsatte grænser.

6.2. Repræsentantskabet består af samtlige kredsformænd samt af de bestyrelsesmedlemmer, der ikke er kredsformænd.

6.3. Foreningens repræsentantskabsmøde skal afholdes i Danmark. Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes i en af kalenderårets første 4 måneder.

6.4. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes på begæring af Foreningens bestyrelse eller på begæring af 20 % af kredsformændene ved skriftlig begæring til bestyrelsen. En begæring fra kredsformændene skal indeholde dagsorden og et sådant begæret ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes senest 8 uger efter begæringens modtagelse.

6.5. Repræsentantskabsmøder indkaldes med mindst 8 ugers varsel ved skriftligt til samtlige medlemmer af repræsentantskabet. Dagsorden med bilag udsendes se-nest 2 uger før mødet. 

6.6. Repræsentantskabsmødets dagsorden skal som minimum omfatte følgende: 

  1. Valg af dirigent
  2. Årsberetning
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Præsentation af det igangværende års budget til orientering
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Forslag fra bestyrelsen
  7. Indkomne forslag i øvrigt
  8. Valg af præsident hhv. vicepræsident 
  9. Valg til bestyrelsen 
  10. Valg af revisor
  11. Eventuelt 


6.7. Forslag under punkt 6.6, underpunkt 7, til behandling på repræsentantskabsmødet skal være indgivet til Foreningens bestyrelse skriftligt senest 6 uger før repræsen-tantskabsmødets afholdelse.

6.8. Forslag under punkt 6.6, underpunkt 8 og 9, indsendes som beskrevet i punkt 7.10 og 7.11.

6.9. Senest 2 uger før repræsentantskabsmødet skal dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal behandles på repræsentantskabet, og for det ordinære repræsentantskabsmødes vedkommende tillige årsregnskab, fremsendes til samtlige medlemmer af repræsentantskabet. 

6.10. Ethvert lovligt indkaldt repræsentantskabsmøde er beslutningsdygtigt.

6.11. Repræsentantskabet vælger en dirigent, som leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivning. 

6.12. Kun personligt tilstedeværende medlemmer af repræsentantskabet kan afgive stemme. Alle afstemninger afgøres ved simpelt flertal, jf. dog punkt 18 og 19 om vedtægtsændringer og om Foreningens opløsning.

6.13. Beslutninger truffet på et ordinære eller ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan af bestyrelsen sendes til urafstemning hos repræsentanterne, såfremt der har været under 40 % af foreningens stemmeberettigede til stede.

7. Bestyrelsen

7.1. Foreningen ledes af en bestyrelse på maksimalt 21 medlemmer.

7.2. Bestyrelsen er ansvarlig for udførelsen af Foreningens strategier og for at formulere Foreningens holdninger på områder, der ikke er beskrevet i strategierne eller såfremt forudsætningerne for strategierne ændres i at justere disse i fornødent omfang.

7.3. Bestyrelsen skal blandt andet:

  • Opstille målsætninger for foreningen
  • Sikre gennemførelsen af de opstillede målsætninger
  • Sikre en sund økonomi i foreningen
  • Sikre medlemmernes indsigt og indflydelse
  • Sikre at formålsparagraffen løbende opfyldes
  • Sikre at vedtægterne overholdes
  • Sikre overholdelse af etisk kodeks og værdier
  • Være arbejdsgiver
  • Sikre generationsskifter

7.4. Bestyrelsen kan nedsætte stående udvalg inden for særlige fagområder. Udvalgene fungerer som rådgivende ift. bestyrelsen.

7.5. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg til løsning af en specifik opgave. 

7.6. Maksimalt 7 af bestyrelsens medlemmer vælges på det ordinære repræsentantskabsmøde. Disse medlemmer vælges blandt personer med fagområder, som er af betydning for Foreningens arbejde. De vælges for 3 år af gangen. Ved valg på baggrund af en udtræden, vælges det nye medlem for den resterende del af valgperioden.

7.7. Hvert år vælges henholdsvis  2, 2 og maksimalt 3 medlemmer efter proceduren i punkt 7.6, således at der på 3 på hinanden følgende ordinære repræsentantskabsmøder vælges maksimalt 7 medlemmer.

7.8. De øvrige medlemmer af bestyrelsen udgøres af Foreningens områdeformænd, der automatisk indtræder i bestyrelsen, når de bliver valgt på et områdemøde.

7.9. Bestyrelsen indstiller en præsident og en vicepræsident til valg på det ordinære repræsentantskabsmøde. De vælges på det ordinære repræsentantskabsmøde for 3 år ad gangen. Skal præsidenten og vicepræsidenten vælges på samme repræsentantskabsmøde, vælges vicepræsidenten dog for 2 år. Ved valg på baggrund af en udtræden, vælges den nye præsident eller vicepræsident for den resterende del af valgperioden.

7.10. Forslag fra bestyrelsen til de i punkt 7.6 nævnte bestyrelsesmedlemmer med særlige fagområder skal være foreningens sekretariat i hænde senest 4 uger før det ordinære repræsentantskabsmøde. Umiddelbart og senest 3 dage efter udløb af frist, orienterer sekretariatet samtlige medlemmer af repræsentantskabet om indkomne forslag.

7.11. Ethvert medlem af repræsentantskabet har adgang til at stille forslag om valg af andre kandidater til posterne som bestyrelsesmedlemmer med særlige fagområder. Sådanne forslag skal være foreningens sekretariat i hænde senest 3 uger før det ordinære repræsentantskabsmøde. Sekretariatet informerer samtlige medlemmer af repræsentantskabet om forslagene. 

7.12. Der føres protokol over bestyrelsens møder, og referat udsendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer snarest muligt efter mødet. Referatet skal underskrives af samtlige medlemmer.

7.13. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

8. Forretningsudvalget

8.1. Bestyrelsen vælger snarest muligt efter det ordinære repræsentantskabsmøde 5 af sine medlemmer til forretningsudvalget. Derudover er præsidenten og vicepræsidenten automatisk medlemmer af udvalget.

8.2. Medlemmerne vælges for 3 år af gangen. Ved valg på baggrund af en udtræden, vælges det nye medlem for den resterende del af valgperioden.

8.3. Forretningsudvalget fungerer som foreningens økonomiudvalg og skal godkende kvartalsopgørelser om foreningens økonomi. Forretningsudvalget skal tage stilling til større økonomiske dispositioner ud over det i budgettet fastlagte.

8.4. Forretningsudvalget udarbejder efter indstilling fra direktøren udkast til budget for det kommende år til forelæggelse og vedtagelse af bestyrelsen.

8.5. Forretningsudvalget udarbejder udkast til regnskab og årsberetning til godkendelse i bestyrelsen. 

8.6. Forretningsudvalget varetager under ansvar for bestyrelsen bestyrelsens funktioner i det omfang beslutninger ikke bør eller kan afvente førstkommende bestyrelsesmøde.

8.7. Forretningsudvalget er ansvarligt for forberedelsen af bestyrelsesmøder og bestyrelsesseminarer, samt for forberedelsen af møder i europæiske og internationale fora.

8.8. Der føres protokol over forretningsudvalgets møder, som skal underskrives af samtlige medlemmer.

9. Ordensudvalg

9.1. Foreningens ordensudvalg træffer beslutning om suspension og/eller afsættelse af personer med tillidshverv, herunder områdeformænd i overensstemmelse med punkt 3.2. samt ekskludering i overensstemmelse med punkt 3.2.

9.2. Bestyrelsen nedsætter snarest efter det ordinære repræsentantskabsmøde ordensudvalget bestående af 5 medlemmer, herunder skal minimum et medlem være jurist. Bestyrelsen udpeger formanden for udvalget.

9.3. Medlemmerne vælger for 3 år af gangen og genvalg kan finde sted. Ved valg på baggrund af en udtræden, vælges det nye medlem for den resterende del af valg-perioden.

9.4. Møder i ordensudvalget indkaldes skriftligt af formanden med angivelse af dagsorden og med mindst 2 ugers frist.

9.5. 2 medlemmer af ordensudvalget kan forlange afholdelse af et ordensudvalgsmøde ved skriftlig henvendelse til formanden, som derefter inden 2 uger skal indkalde ordensudvalget til ordensudvalgsmøde efter bestemmelserne i punkt 10.3.

9.6. Ordensudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst 3 medlemmer er til stede. Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal blandt de tilstedeværende medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

9.7. Ordensudvalgets afgørelser kan indbringes for bestyrelsen for så vidt det drejer sig om bestyrelsesmedlemmer. Medlemmet deltager ikke i behandlingen af sagen. Bestyrelsens afgørelse kan ikke ankes.

9.8. Der føres protokol over ordensudvalgets møder, som skal underskrives af samtlige medlemmer.

10. Medlemskredse

10.1. Foreningen opdeles i medlemskredse svarende til kommuner i Danmark, som arbejder lokalt for opfyldelsen af Foreningens formål.

10.2. Til at koordinere arbejdet i hver kommune og repræsentere Foreningen udadtil i lokalsamfundet er der udpeget en række kredsformænd. Bestyrelsen kan godkende antallet af kredsformænd i et område efter indstilling fra området.  

10.3. Konstituerede kredsformænd skal godkendes af repræsentantskabet på et ordinært repræsentantskabsmøde.

10.4. Til at bistå kredsformandens arbejde, kan områdeformanden udpege en eller flere kredsassistenter efter indstilling fra kredsformanden. Kredsassistenter har adgang til at deltage i områdemøder uden stemmeret. Områdeformanden kan efter indstilling fra kredsformanden afsætte en kredsassistent.

10.5. Er der ikke opstillet flere kandidater til kredsformand, og begærer ingen af kredsens medlemmer valg, udpeger bestyrelsen en eller flere kredsformænd efter indstilling fra den i § 7 nævnte områdeformand, der indstiller i samråd med områdets kredsformænd. 

10.6. Forinden udpegning sker, skal det ledige hverv som kredsformand, og hvem det tænkes besat med, offentliggøres i Foreningens blad eller på hjemmeside, og medlemmerne skal have mindst to uger til at gøre indsigelse i.

10.7. Ny udpegede kredsformænd skal offentliggøres på foreningens hjemmeside. 

10.8. Hvis en områdeformand finder, at en kredsformænd i en kreds under områdeformandens område ikke varetager sit hverv på en tilfredsstillende måde eller handler imod foreningens retningslinjer kan områdeformanden, efter at have indhentet udtalelse fra samtlige områdets kredsformænd, fratage denne hvervet. Afgørelsen kan af den afsatte kredsformænd indbringes for foreningens ordensudvalg.  

10.9. Bestyrelsen skal ved forretningsorden træffe nærmere bestemmelse om arbejdet i områder og kredse og udarbejde en forretningsorden for samme. 

11. Områder

11.1. Foreningen inddeles i områder i Danmark, der fastsættes af repræsentantskabet efter indstilling fra bestyrelsen. Områdets kredsformænd vælger blandt sig selv en områdeformand for 3 år af gangen. Ved valg på baggrund af en udtræden, vælges det nye medlem for den resterende del af valgperioden.

11.2. Områdeformanden skal være bosiddende i det område områdeformanden repræ-senterer.

11.3. Såfremt et område i en periode er uden områdeformand kan præsidiet udpege en områdeformand til at lede området indtil nyvalg kan finde sted. 

11.4. Områdeformanden skal lede og koordinere kredsformændenes arbejde i området samt repræsentere området i bestyrelsen jf. punkt 7.8.

11.5. Som led i områdeformandens koordinerende opgave påhviler det bl.a. denne at:

  • koordinere arbejdet i området
  • afvikle områdemøder
  • sikre at ledige tillidshverv besættes
  • varetage kontakten med de stedlige myndigheder og organisationer
  • behandle klager over kredsformænd
  • udarbejde budget og foretage budgetopfølgning for udgifter til frivillige i området

11.6. Områdeformanden skal min. hver 3. år afholde samtaler med kredsformanden for at vurdere dennes fortsatte virke. 

11.7. Hvis et flertal af kredsformænd i et område finder, at områdeformanden i det område kredsformanden hører under ikke varetager sit hverv på en tilfredsstillende måde, kan kredsformændene efter afholdelse af et områdemøde, indbringe sagen for ordensudvalget. 

12. Præsidium

12.1. Præsidenten, og i dennes fravær vicepræsidenten leder og koordinerer bestyrelsens og forretningsudvalgets arbejde og har mellem bestyrelsens og forretningsudvalgets møder den overordnede ledelse af foreningens arbejde og varetager under ansvar for forretningsudvalget dettes funktioner i det omfang beslutninger ikke bør eller kan afvente førstkommende møde i forretningsudvalget.

12.2. Præsidiet kan træffe beslutning om suspension af Foreningens medlemmer, herunder kredsformænd og områdeformænd i overensstemmelse med punkt 3.2. En sådan suspension behandles på det førstkommende møde i ordensudvalget, hvor udvalget træffer afgørelse om, hvorvidt medlemmer skal ekskluderes og/eller afsættes/fratages tillidshverv.

12.3. Præsidiet kan indbringe enkelte medlemmer af Foreningen for ordensudvalget i overensstemmelse med kriterierne i punkt 3.2.

12.4. Hvis et flertal af medlemmerne af Foreningens bestyrelse ønsker at afsætte præsidenten og/eller vicepræsident, kan disse indkalde til repræsentantskabsmøde med minimum 2 uger og højest 4 ugers varsel ved skriftlig henvendelse til samtlige medlemmer af repræsentantskabet. Forslaget om afsættelse af præsidenten og/eller vicepræsident skal vedtages af et flertal af de tilstedeværende repræsen-tanters stemmer. 

13. Direktion

13.1. Foreningens direktør ansættes og afskediges af bestyrelsen.

13.2. Andet personale ansættes og afskediges af direktøren, der informerer forretningsudvalget. Direktøren fastsætter personalets arbejdsområder og beføjelser.

13.3. Det påhviler direktøren at lede foreningens drift under iagttagelse af de almindelige og specielle retningslinjer, der måtte blive anvist af bestyrelsen, forretningsudvalget eller præsidiet.

13.4. Direktøren har ansvaret for at udarbejde forslag til budget og handlingsprogram senest i november måned forud for det kommende budgetår til godkendelse i bestyrelsen. 

13.5. Direktøren holder løbende bestyrelsen underrettet om sine dispositioner samt rapporterer hvert kvartal til forretningsudvalget for de faktiske indtægter og afholdte udgifter i forhold til budget samt fremlægger det sidste års regnskab til godkendelse på det ordinære repræsentantskabsmøde.

13.6. Direktøren repræsenterer i samarbejde med bestyrelsen foreningen i forhold til offentligheden.

13.7. Direktøren udarbejder oplæg og materiale til bestyrelsens møder og deltager i bestyrelsens forhandlinger uden stemmeret.

14. Habilitet og Integritet

14.1. Ingen kredsformand og intet bestyrelsesmedlem kan have et fast, indtægtsgivende engagement med foreningen. Repræsentantskabet kan under særlige omstændigheder dispensere fra denne regel.

14.2. Ingen ansat i foreningen kan have et tillidshverv i foreningen.

14.3. Ingen person kan vælges, udpeges eller på anden måde repræsentere Dyrenes Beskyttelse i perioden fra en endelig dom med betinget seks måneder eller mere eller ubetinget fængselsstraf, uanset den begåede forseelse til afsluttet afsoning af straffen, eller hvis vedkommende på anden måde er blevet straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at repræsentere Dyrenes Beskyttelse. 

Enhver dom efter Dyreværnsloven gør den pågældende uværdig til at repræsentere Dyrenes Beskyttelse.

Alle tilfælde afgøres af Ordensudvalget med mulighed for at anke til bestyrelsen. 

15. Tegningsregel

15.1. Foreningen tegnes af 3 medlemmer af Forretningsudvalget; heraf undtaget sager vedr. køb, salg og pantsætning af ejendom, der besluttes af bestyrelsen. 

15.2. Adgangen til at tegne Foreningen kan delegeres af forretningsudvalget. Herfra undtages optagelse af lån og indgåelse af kaution og anden sikkerhedsstillelse, samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

15.3. I arvesager og sager vedrørende donationer til foreningen, herunder i forbindelse med repræsentation af foreningen overfor skifteretterne i dødsboer, afgivelse af skiftefuldmagter og solvenserklæringer, godkendelse af dødsboregnskaber samt ved alle for denne type sager forekommende tinglysninger kan foreningen tegnes enten i overensstemmelse med den almindelige tegningsregel eller alternativt af enten to medlemmer af forretningsudvalget i forening eller af et medlem af forret-ningsudvalget i forening med enten direktøren eller økonomichefen.

16. Revision

16.1. Foreningens regnskab revideres af en statsautoriseret revisor. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

17. Vedtægtsændringer

17.1. Vedtægtsændringer kan foretages på det ordinære repræsentantskabsmøde, når forslag til ændring er optaget på dagsordenen og når 2/3 af de tilstedeværende repræsentanter stemmer for. 

17.2. Vedtægtsændringer træder i kraft ved vedtagelsen.

18. Foreningens opløsning

18.1. Forslag om Foreningens opløsning skal vedtages på to efter hinanden følgende ordinære repræsentantskabsmøder med 2/3 af de tilstedeværende repræsentanters stemmer.

18.2. Er Foreningens opløsning lovligt besluttet, afgøres det ved simpelt stemmeflertal, hvorledes Foreningens midler skal anvendes. Dog kan kun foreninger og institutioner, der arbejder efter samme formål, komme i betragtning som arvtagere.

 

Forretningsorden for bestyrelse, forretningsudvalg og fagudvalg

Vedtaget på bestyrelsesmøde den 15. juni 2015

1. Bestyrelsen

1.1. Foreningen ledes mellem repræsentantskabsmøderne af bestyrelsen. 

Bestyrelsen er ansvarlig for, at 

  • Opstille målsætninger for foreningen
  • Sikre gennemførelsen af de opstillede målsætninger
  • Sikre en sund økonomi i foreningen
  • Sikre medlemmernes indsigt og indflydelse
  • Sikre at formålsparagraffen løbende opfyldes
  • Sikre at vedtægterne overholdes
  • Sikre overholdelse af etisk kodeks og værdier
  • Være arbejdsgiver
  • Sikre generationsskifter

1.2. Bestyrelsen sikrer tillige, at foreningen arbejder efter et af bestyrelsen godkendt årshjul herunder afholder bestyrelsen møder efter behov, dog mindst hver 4. måned. Formanden skal sikre, at bestyrelsen derudover holder møde, når det er nødvendigt. 

1.3. Repræsentantskabet godkender de af foreningernes holdninger der vedrører dyr og dyreværnsarbejde (fauna, landbrugsdyr etc.). Bestyrelsen godkender foreningens øvrige strategier/politikker med undtagelse af foreningens personalepolitik som godkendes af forretningsudvalget.

1.4. På bestyrelsens første møde umiddelbart efter mødet i repræsentantskabet:

  • Vælger bestyrelsen medlemmerne af forretnings- og fagudvalg, evt. ad hoc udvalg samt diverse repræsentanter i råd, udvalg etc.
  • Fastsætter tidspunkterne for bestyrelsesmøderne frem til næste repræsentantskabsmøde 

 

2. Møder

2.1. Bestyrelsen holder 2 bestyrelsesseminarer (evt. heldagsmøde afhængig af be-hov) i hhv. marts og november. 

På mødet i marts skal bestyrelsen:

  • Godkende regnskab for det foregående kalenderår til fremlæggelse på det førstkommende repræsentantskabsmøde.
  • Godkende beretning for det foregående kalenderår til fremlæggelse på det førstkommende repræsentantskabsmøde.
  • Godkende dagsorden for repræsentantskabsmøde, herunder tage stilling til eventuelle indkomne forslag.

På mødet i november skal bestyrelsen 

  • Godkende budgetter og målsætninger for det kommende år.

2.2. Præsidenten tilrettelægger sammen med direktøren bestyrelsesmøderne og direktøren sørger for, efter aftale med Præsidenten, at dagsordenen og eventuelt bilagsmateriale, der fremlægges til brug for bestyrelsens behandling af de enkelte dagsordenspunkter, sendes til medlemmerne senest 1 uge forud for hvert bestyrelsesmøde.

2.3. Bestyrelsesmøderne ledes af præsidenten. 

3. Beslutninger

3.1. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige medlemmer er repræsenteret. Beslutninger må dog ikke træffes, uden at så vidt muligt samtlige medlemmer har haft adgang til at deltage i sagens behandling.

3.2. Bestyrelsesmedlemmerne har pligt til at underrette bestyrelsen om ethvert spørgsmål, som kan give anledning til drøftelse af habilitet.

3.3. Bestyrelsen behandler og træffer afgørelse i alle sager, der efter foreningens forhold er af usædvanlig art eller størrelse.

4. Tavshedspligt

4.1. Bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt ift. personsager og sager vedr. samarbejdspartnere, der har fortrolig karakter.

5. Forretningsudvalg

5.1. Forretningsudvalget fungerer som foreningens økonomiudvalg og skal:

  • Godkende kvartalsopgørelser om foreningens økonomi.
  • Tage stilling til større økonomiske dispositioner ud over det i budgettet fastlagte.
  • Udarbejde, efter indstilling fra direktøren, udkast til budget for det kommende år til forelæggelse for bestyrelsen til vedtagelse på bestyrelsesseminaret.
  • Udarbejde udkast til regnskab og årsberetning til godkendelse i bestyrelsen.
  • Varetage, under ansvar for bestyrelsen, dennes funktioner i det omfang beslutninger ikke bør eller kan afvente førstkommende bestyrelsesmøde.

5.2. Forretningsudvalget 

  • Forbereder bestyrelsesmøder og -seminarer.
  • Fastlægger mandater for Dyrenes Beskyttelses repræsentanter i internationale fora.
  • Er bestyrelse for selskabet ”Velfærdsdelikatesser.”
  • Godkender foreningens personalepolitik.
  • Træffer beslutninger om foreningens repræsentation i råd, udvalg etc., når disse ikke kan afvente konstitueringen.


6. Præsidenten

6.1. Præsidenten, og i dennes fravær vicepræsidenten, har mellem bestyrelsens og forretningsudvalgets møder den overordnede ledelse af foreningens arbejde og varetager under ansvar for forretningsudvalget dettes funktioner i det omfang beslutninger ikke bør eller kan afvente førstkommende møde i forret-ningsudvalget.

7. Fagudvalg og ad hoc udvalg

7.1. Bestyrelsen nedsætter på første møde efter repræsentantskabsmøde de fagudvalg, som bestyrelsen ønsker.

7.2. Fagudvalg er nedsat som rådgivende for bestyrelsen og nedsættes, når bestyrelsen har behov for særlig rådgivning på et givent område.

7.3. Fagudvalg består af op til 10 medlemmer og vælges blandt personer med kompetence indenfor fagområdet.

7.4. Fagudvalget vælger på sit første møde efter repræsentantskabsmødet en formand.

7.5. Fagudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af udvalgets medlemmer deltager i udvalgets møde, og beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer. Formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.

7.6. Fagudvalg arbejder i overensstemmelse med foreningens årshjul; hvilket betyder at fagudvalget:

  • Udarbejder udkast til strategier og foreningens holdninger for fagområdet.
  • Udarbejder forslag til målsætninger og budget for kommende år.
  • Evaluerer arbejdet og målopfyldelse for fagområdet.

7.7. Ad hoc udvalg nedsættes efter behov. 

Der skal i forbindelse med nedsættelsen af udvalget være udarbejdet et kommissorie for udvalget indeholdende en tidsplan ligesom der skal være en beskrivelse af de kompetencer som der er behov for, for at løse pågældende opgave.

 

Standard forretningsorden for arbejdet i Dyrenes Beskyttelses områder.

Vedtaget på det ordinære repræsentantskabsmøde den 25. april 2009 og 26. april 2014.

Kapitel 1

I henhold til vedtægterne for Dyrenes Beskyttelse § 7 inddeles Danmark i områder. Blandt områdets kredsformænd vælger disse en områdeformand for 3 år, som koordinerer kredsformændenes arbejde i området og repræsenterer området i bestyrelsen.

§ 1. Områdemøde

Stk. 1. Områderne afholder hvert år et møde i januar eller februar måned, hvor forslag til det i vedtægternes § 9 nævnte repræsentantskabsmøde udarbejdes, og indkomne forslag fra bestyrelsen drøftes.

Stk. 2. Områderne afholder endvidere hvert år et efterårsmøde med deltagelse af internat- og plejestationsledere.

Områderne kan beslutte, at der skal afholdes yderligere møder/udflugter ud over de 2 obligatoriske.

Stk. 3. Områdeformanden indkalder, såfremt 1/2 (halvdelen) af de stemmeberettigede kredsformænd skriftligt begærer det, til ekstraordinært områdemøde.

Stk. 4. Direktøren for Dyrenes Beskyttelse stiller sekretariatsbistand til rådighed for områdeformanden.

§ 2. Indkaldelse

Områdemøde indkaldes med 14 dages varsel efter områdeformandens bestemmelse skriftligt af sekretariatet med angivelse af dagsorden, herunder om evt. valg af områdeformand, indstilling af kredsformænd og forslag til behandling. Indkaldelsen sendes til de stemmeberettigede kredsformænd, konstituerede kredsformænd, kredsassistenter og internat- og plejestationsledere, der giver meddelelse om deltagelse.

§ 3. Valg af områdeformand

Stk. 1. Områdeformanden vælges på et områdemøde af de tilstedeværende stemmeberettigede kredsformænd ved simpelt flertal.

Stk. 2. Kredsformænd, der ønsker at opstille til posten som områdeformand, skal senest 3 døgn før områdemødet meddele dette til den siddende områdeformand. Kandidaturen meddeles skriftligt med kopi til sekretariat og foreningens præsidium. Opstiller flere kredsformænd til posten som områdeformand deltager foreningens præsidium eller en repræsentant for forretningsudvalget i valghandlingen. Der afholdes skriftlig afstemning med angivelse af navnet på den kandidat, der ønskes valgt. Den kandidat, der får flest stemmer, er valgt. Ved stemmelighed foretages fornyet skriftlig afstemning mellem de to kandidater med flest stemmer ved urafstemning blandt kredsformændene i området.

Stk. 3. Halvdelen af områdets kredsformænd kan inden valgperiodens udløb skriftligt, med angivelse af navnet på de kandiderende kredsformænd, kræve ekstraordinært valg af områdeformand. Valget afholdes inden 4 uger efter kravets fremsættelse på et områdemøde. § 1, stk. 3 og § 3, stk. 2 finder anvendelse.

Stk. 4. Ved valg af områdeformand er dagsordenspunktet om valg lukket for andre end de stemmeberettigede kredsformænd og repræsentanter fra foreningens forretningsudvalg.

§ 4. Områdeformandens opgave

Som led i områdeformandens koordinerende opgave efter vedtægternes § 7 påhviler det bl.a. denne

• At koordinere arbejdet i området

• at afvikle områdemøder

• at sikre, at ledige tillidshverv som kredsformand og kredsassistent besættes

• af varetage kontakten med de stedlige myndigheder og organisationer, herunder sikre, at henvendelse til myndighederne veterinærfagligt og juridisk er fagligt underbyggede, jfr. § 6, stk. 5

• at behandle klager over kredsformænd og kredsassistenter

• at udarbejde budget og foretage budgetopfølgning

Kapitel 2

I henhold til vedtægternes § 6 jfr. § 7 opdeles områderne i kredse, der ledes af en kredsformand.

§ 5. Valg af kredsformænd

Stk. 1. Områdeformanden opslår en ledig kreds i ”Dyrevennen” med angivelse af, hvor og hvornår der afholdes opstillingsmøde. Opstillingsmødet afholdes med 14 dages varsel indenfor rimelig afstand til den ledige kreds. Tilmelding til mødet foretages til områdeformanden senest 7 dage før afholdelse af mødet.

Stk. 2. Såfremt der ikke 7 dage før afholdelse af opstillingsmødet er tilmeldt mindst 20 af foreningens medlemmer, kan områdeformanden vælge at aflyse mødet, hvorefter opstillingen og konstitution af nye kredsformænd foretages af områdeformanden og kredsformændene i forbindelse med de faste møder i området.

Stk. 3. Områdeformanden skal forinden indstillingen af nye kredsformænd til Bestyrelsen foretage en vejledende afstemning i forbindelse med det ordinære områdemøde i januar/februar.

Stk. 4. En konstitueret kredsformand kan ikke godkendes af repræsentantskabet, før vedkommende har gennemgået foreningens grundkursus for nye kredsformænd. Godkendelsen kan som udgangspunkt alene foretages, såfremt den pågældende er til stede ved repræsentantskabsmødet.

Stk. 5. Områdeformanden kan fratage en konstitueret kredsformand hvervet. Beslutningen drøftes på det førstkommende ordinære områdemøde, hvor områdeformanden fremlægger sit beslutningsgrundlag.

§ 6. Kredsformandens opgaver

Stk. 1. Kredsformændene koordinerer arbejdet i kredsen og repræsenterer foreningen udadtil i lokalsamfundet, jfr. vedtægternes § 6, stk. 2.

Stk. 2. Kredsformændene behandler henvendelser om dyreværnssager i kredsen i overensstemmelse med de af repræsentantskabet vedtagne handleplaner.

Stk. 3. Kredsformændene har kompetence til at henvise nødstedte dyr til dyrlægebehandling for Dyrenes Beskyttelses regning og til Dyrenes Beskyttelses internater.

Stk. 4. Kredsformændene registrerer henvendelser om dyr i nød i dyreværnsregistret.

Stk. 5. Kredsformændene er ansvarlige for at anmeldelser til politi og andre offentlige myndigheder vedrørende overholdelse af dyreværnsloven er veterinærfagligt og juridisk velunderbyggede. Kopi af anmeldelser fremsendes til områdeformanden.

Stk. 6. Dyrenes Beskyttelses dyreværnsinspektører bistår efter anmodning kredsformændene.

§ 7. Kredsassistenter

Stk. 1. Kredsassistenter udpeges af områdeformanden efter indstilling fra den kredsformand, der ønsker assistancen i sin kreds.

Stk. 2. Områdeformanden tilser, at kredsassistenter tilbydes og gennemfører foreningens kurser for kredsformænd herunder især ”grundkursus for nye kredsformænd”.

Stk. 3. Områdeformanden vurderer løbende, om den enkelte kredsassistent skal tilbydes hvervet som kredsformand. Dette drøftes årligt ved det ordinære områdemøde i efteråret.

§ 8. Klager over kredsformænd

Stk. 1. Modtager Dyrenes Beskyttelse klage over en kredsformand, journaliseres klagen i sekretariatet, der anmoder kredsformanden og områdeformanden om en udtalelse vedrørende klagen. Udtalelse afgives så vidt muligt inden 7 dage fra sekretariatets høring.

Stk. 2. For at sikre en ensartet linje i klagesagsbehandlingen udarbejder sekretariatet udkast til svar til områdeformanden, der endeligt besvarer klagen med kopi af svaret til kredsformand og  sekretariat, der henlægger sagen på journalnummer.

Stk. 3. Klagesvar afgives så vidt muligt inden 14 dage efter klagens modtagelse.

Stk. 4. Dyrenes Beskyttelses præsident fører tilsyn med klagesagsbehandlingen og modtager i hvert enkelt tilfælde kopi af klage og svar.

Stk. 5. Såfremt der i området er utilfredshed med en område- eller kredsformands varetagelse af sit hverv, skal dette indføres i et notat og fremsendes til Dyrenes Beskyttelses sekretariat, således at foreningens præsidium eller et medlem af foreningens forretningsudvalg har mulighed for at deltage i en lokal mægling. Dokumentationen – i form af notat – tjener ligeledes som beslutningsgrundlag for bestyrelsen eller områdefor-manden i forhold til at fratage en område- eller kredsformand sit hverv.

 

Forretningsorden for ordensudvalg

Godkendt på bestyrelsesmødet den 15. juni 2015, og via høring i alle områderne jf. beslutning på Repræsentantskabsmødet den 18. april 2015.

1.    Hjemmel

1.1.  Ordensudvalget nedsættes med hjemmel i foreningens vedtægter § 9 ”Ordensudvalg”.

1.2.  Nærværende forretningsorden godkendes af repræsentantskabet – i første omgang ved urafstemning, der gennemføres i juni/juli 2015.

2.    Sammensætning

2.1. Ordensudvalget består af 5 medlemmer og sammensættes som følger:

  • 1 formand
  • 1 jurist med erfaring i personsager/foreninger
  • 3 medlemmer


2.2. 
Ud af de 5 medlemmer kan maksimalt vælges 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen udpeger en ekstern som juridisk medlem, mens de sidste 2 medlemmer vælges blandt foreningens kredsformænd.  

2.3. Medlemmerne vælges for 3 år af gangen. Genvalg kan finde sted. 

2.4. Ordensudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst 3 medlemmer er til stede, hvoraf formanden er den ene af de 3 medlemmer. Såfremt formanden har forfald og mødet ikke kan udsættes, udpeger udvalget internt en fungerende formand. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. 

2.5. Ordensudvalget har tavshedspligt. 

2.6. Efter hvert møde udfærdiges en protokol over sagernes behandling hvori sagerne belyses og afgørelsen refereres. Protokollen er fortrolig dog oplyses denne for foreningens bestyrelse. Personer som får sager behandler skal skriftligt underrettes om afgørelsen samt begrundelsen for denne.

3.    Habilitet

3.1. Ingen kredsformand eller bestyrelsesmedlem kan deltage i behandling af sager fra eget område. 

3.2. Såfremt en sag berører formandens område udpeger udvalget en fungerende formand, som træder i formandens sted i sagsbehandling og beslutning.

4.    Sagsbehandling

4.1. Ordensudvalget mødes efter formandens nærmere beslutning i forbindelse med sager. 

4.2. En områdeformands beslutning i en personsag skal indbringes for ordensudvalget inden for 30 dage efter den lokale beslutning. Såfremt tidsfristen overskrides kan formanden beslutte at afvise sagen eller forlænge tidsfristen. 

4.3. Såfremt en områdeformand ikke kan opnå flertal for en lokal sag blandt kredsformændene, kan områdeformanden vælge at indbringe sagen for ordensudvalget.  En beslutning truffet af ordensudvalget på denne baggrund kan af parterne indbringes for foreningens bestyrelse. Bestyrelsens beslutning er i denne sammenhæng endelig. 

4.4. Efter en områdeformands beslutning suspenderes pågældende omgående; herunder fjernes adgangen til foreningens intranet og øvrige systemer. Det har ikke opsættende virkning, at sagen indbringes for ordensudvalget. 

4.5. Ordensudvalget skal indhente skriftlig høring fra de berørte parter. Personligt fremmøde kan som udgangspunkt ikke finde sted, medmindre formanden i særlige tilfælde træffer beslutning om personligt fremmøde.  

 4.6. Ordensudvalget skal sagsbehandle og beslutte senest 45 dage efter modtagelse af en sag. Formanden kan beslutte at forlænge sagsbehandlingen op til 90 dage. 

 4.7. Såfremt ordensudvalget beslutter at ændre lokale beslutninger påhviler det foreningens bestyrelse at udpege en eller flere mæglere til at foretage en mægling i området. 

 4.8. Foreningens præsidie kan vælge at indbringe personsager for ordensudvalget med henvisning til vedtægternes § 3.2. Beslutninger truffet af ordensudvalget i denne sammenhæng kan indbringes for bestyrelsen.

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Stop Lange Dyretransporter 2

Dyrene lider stadig

Stop lange dyretransporter