Frivillige til vildtplejestationer

På vores vildplejestationer plejer og passer man dyrene, hvor der er mange forskelligartede opgaver, og man skal ikke være bange for at tage fat og blive beskidt. Men man får til gengæld også mange rigtig gode oplevelser som frivillig - det er utroligt givende, når det lykkes at redde et dyr og få det tilbage i naturen.

Dyrenes Beskyttelses vildplejestationer drives af frivillige, der plejer og passer dyrene. Vildtplejestationerne tager sig hvert år af mange og meget forskellige dyrearter. Både de store og de små, de populære og de upopulære, de almindelige og de sjældne gæster stationerne. Af de ca. 150 arter, som har været omkring stationerne, er nogle af de mere hyppige knopsvaner, gråænder, musvåger, tårnfalke, natugler, solsorte, mursejlere, pindsvin, egern, ræve og harer.

       

Alle disse dyr skal ved ankomsten vurderes efter deres chancer for at overleve plejen og komme ud i naturen og fungere normalt. Er chancen for overlevelse og genudsætning lille, vil dyret blive aflivet. Heldigvis er overlevelsen generelt på næsten 60 %.

Mens dyrene er på stationen skal de passes og plejes optimalt. Dette indebærer nogen kontakt med dyrene, men frem for alt masser af beskidt og ind imellem tungt arbejde. Der skal dagligt muges, vaskes, spules, bæres fodersække, osv. Alt dette er absolut nødvendigt for, at dyrene trives og i sidste ende overlever opholdet på stationen.

Det er yderst vigtigt, at man hele tiden har fokus på, at det er vilde dyr, der plejes, og at de skal forblive vilde. Man rører derfor kun dyrene, når det er nødvendigt, da de alle stresses ved menneskekontakt. Og stress dræber. Man kæler ikke med dyrene, men har modet til at håndtere dem fast og blidt på én gang.

Engagement
For at være vildtplejer skal man være engageret. Man skal ville arbejdet – man skal virkelig ønske at hjælpe dyrene på dyrenes præmisser.

Have øje for dyret og dets behov
Man skal være indstillet på at se på dyret og dets adfærd og derigennem fornemme dyrets humør og behov. Man skal også være indstillet på at reagere på det, man ser og handle på det.

Respekt for de andre frivillige
Man skal respektere de andre frivillige i organisationen og vise det. Dette skal ske både i form af en god omgangstone og i form af respekt for andres meninger og input til arbejdet med dyrene.

Der er næsten altid brug for nye vildtplejere
Dyrenes Beskyttelse tager imod syge og tilskadekomne vilde dyr overalt i landet. Dette stiller store krav til et landsdækkende net af vildtplejestationer. Der er derfor altid brug for nye vildtplejere et eller andet sted i landet.

Arbejdet som vildtplejer er frivilligt, men Dyrenes Beskyttelse dækker vildtplejerens udgifter til arbejdet.

Lige nu søger vi akut plejere til Nordjylland, Vestjylland, Sønderjylland, Sydfyn og Nordsjælland.

Er det noget for dig at blive vildtplejer, så send en mail til Michael Carlsen på: mc@dyrenesbeskyttelse.dk

        

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Terriersagen

Så skete det igen

61 hunde fjernet