FAQ: Hvad er op og ned i den nye hundesag?

10. feb 2017
I tragiske sager som denne nye hundesag, ved vi, at der rejser sig mange spørgsmål. Du kan læse svarene på de oftest stillede spørgsmål her. (OPDATERET 20. FEBRUAR)

Sagen kort

  • Sammen med politiet afhentede Dyrenes Beskyttelse 27 vanrøgtede hunde på en ejendom i Randersområdet den 8. februar. Hundene blev overdraget til Dyrenes Beskyttelse på stedet, og indlogeret på foreningens internat i Brande.
  • Fredag den 17. februar fandt politiet sammen med Dyrenes Beskyttelse yderligere 18 levende hunde, samt mindst 16 døde hunde, formentlig flere, på en nærtliggende adresse. Hundene er overdraget til Dyrenes Beskyttelse og indlogeret på internatet i Nordjylland.
  • I alt er der fundet mindst 61 hunde. Det er den næststørste hundesag i nyere tid. 
  • Blandt de første 27 hunde var der både tæver med hvalpe, store hvalpe, gamle hunde og en enkelt nyfødt hvalp.
  • Det andet hold er der både tæver, gamle hunde og mindst en drægtig tæve, samt tre hvalpe, en på cirka tre måneder og to på cirka ½ år. 
  • Hundene er blandinger af Border Terrier, Puddel og Cavalier King Charles Spaniels.
  • De første hunde var fordelt mellem en lade og flere udhuse på ejendommen under kummerlige forhold. De var sky og bange og fremstod snavsede og ildelugtende.
  • De 18 efterfølgende hunde blev fundet i udhuse på en nærtliggende ejendom også i kummerlige forhold. Dog på et andet matrikel nummer. 
  • Det er sandsynligvis den samme ejer til alle hundene. Ejeren har tilsyneladende opdrættet hundene med henblik på videresalg.

 

Hvordan har hundene det?

  • Fælles for alle 45 hunde er, at de ved ankomsten var sky og bange, men ikke på nogen måde aggressive.
  • Alle hundene er blevet undersøgt på internaterne. De hunde, som havde lang pels, er blevet klippet, da de var smurt ind i deres egen urin og afføring. 
  • Alle hundene er blevet sundhedstjekket, vaccineret og har fået iværksat evt. nødvendige behandlinger.
  • En af hundene har været lagt i drop grundet ekstrem afmagring og dehydrering. Det viste sig, at den havde et stykke metal til at sidde fast i munden, som forhindrede den i at spise. Metallet er fjernet, men hundens tilstand er stadig kritisk.
  • I alt 8 af hundene var så syge, at de ikke stod til at redde og er derfor blevet aflivet.
  • Mange af hundene havde tandsten, tandkødsbetændelse og løse tænder. 
  • Hundene er nu indlogeret i rum sammen med de hunde, de har gået sammen med. De har legetøj, tæpper og mulighed for at ligge trygt og godt.
  • I den kommende tid skal de følges tæt, trænes og have masser af omsorg, så de både fysisk og mentalt kommer på fode og bliver parate til at komme ud i nye gode hjem. 

 

Hvordan hjælper jeg hundene?
Har du mulighed for at være en del af hjælpearbejdet, tager vi meget gerne i mod din donation. Du kan hjælpe på følgende måder:

  • SMS: HUND til 1277 og støt med 50 kr.
  • Online: støt indsamlingen
  • Giro: 9541-0000732222, skriv ’terrier’ i bemærkning
  • MobilePay: 81 88 05 47

 

Kan man donere ting til hundene?
Ja det kan man. Hos Nordjylland Internat modtager vi meget gerne følgende direkte på internattet:

  • Gode klippemaskiner (gerne Oster eller Asculap) og frisørsakse. 
  • Seler gerne i små og mellem størrelser. 
  • Lækre små, bløde hundeguffere – gode gnave-skindben
  • Gamle håndklæder

 

Hos Brande Internat modtager de følgende ting med kyshånd direkte på Brande internat:

  • Gode klippemaskiner (gerne Oster eller Asculap)og frisørsakse. 
  • Seler gerne i små og mellem størrelser. 
  • Holdbart plastlegetøj og legetøj med aktiveringsmuligheder indbygget
  • Lækre små, bløde hundeguffere – gode gnave-skindben
  • Evt. tæpper

Hundene får det korrekte foder sponsoreret af Hills Pet Nutrition, så her får, hvad de skal bruge.

Har I brug for praktisk hjælp fra frivillige?
Lige nu har vi en masse dygtige frivillige, som er gode til at hjælpe os. Hundene har primært brug for ro og rutiner, så vi vil helst ikke have for mange nye mennesker i huset lige nu. Men tak, fordi du har lyst til at gøre en forskel!

Kan jeg blive plejefamilie for hundene?

Netop nu påtænker vi at sætte den drægtige tæve samt hvalpene ud i en plejefamilie, så de kan få den omsorg, de har brug for. Vi har dog endnu ikke taget endelig stilling, men vil opdatere denne side, når vi ved præcist, hvad hundene har brug for. Der vil også komme et ansøgningsskema, hvis det bliver aktuelt.

Kan jeg købe en af hundene?
Ja, når hundene er parate til at få nye gode hjem, vil det fremgå af vores forskellige medier. Men indtil videre handler det om, at få hundene på ret kurs, både fysisk og mentalt. Vi skal desuden gøre opmærksom på, at vi stiller skrappe krav til de kommende ejere, da hunde fra dyreværnssager kan have nogle specielle behov. Det er desværre ikke muligt at skrive sig på venteliste.

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Balder

Giv dyr som hvalpen Balder en lys fremtid

Hver en krone gør en forskel