Om aktionen

Vidste du, at der er rigtig mange buræg skjult i færdigproducerede fødevarer? Der er altså en stor risiko for, at du spiser buræg, selvom du helst vil være fri.

Pasta, kager, mayonnaiser mv. er produkter, hvor der bruges æg som ingrediens, og hvor der er en meget stor sandsynlighed for, at producenten bruger buræg. Det betyder, at almindelige forbrugere spiser masser af skjulte buræg. Derfor har Dyrenes Beskyttelse startet en dialog med en række fødevareproducenter om at skifte buræggene i deres produkter ud med æg fra fritgående eller økologiske høns. Målet er at få fødevareproducenter til at fjerne de skjulte buræg i fødevarerne – eller som minimum skrive det i ingredienslisten, således at vi forbrugere kan vælge til og fra.

Din underskrift er vigtig! Bliv ægtivist og deltag i kampen mod buræg. Jo flere ægtivister vi er, og jo flere underskrifter vi kan samle ind, desto nemmere vil det være at overbevise fødevareproducenter og supermarkeder om, at vi, deres kunder, mener det her alvorligt. Gør en forskel – bliv ægtivist, og vis det!

Skriv under på, at du vil have sat en stopper for salget af buræg her: http://www.dyrenesbeskyttelse.dk/aegtivist 

Tip: Tjek altid ingredienslisten på dine produkter og se, om de indeholder æg. Hvis det ikke er et økologisk produkt, eller der specifikt står noget om æggetypen, så kan du være ret sikker på, at der er brugt buræg. 

Facts om Dyrenes Beskyttelses ægtivist-kampagne

  • Toms besluttede i maj 2013 at droppe buræg i deres chokoladebarer
  • På Folkemødet på Bornholm modtog Irma i 2013 årets Ægtivistpris som anerkendelse af, at Irma i 20 år ikke har solgt buræg
  • Ægbranchen valgte i juli 2013 at stoppe med at klippe næbbene af burhøns 
  • Kvickly fjernede i august 2013 buræg fra sortimentet 
  • Stor politisk debat og meget stor pressefokus i TV, radio og de skrevne medier har betydet, at flere tusinde danskere har fået information om de forhold, burhøns lever under
  • Fødevareministeren har som følge af kampagnen lovet at undersøge, om lovgivningen for hønniker sikrer dyrene nok dyrevelfærd 
  • Flere virksomheder har i efteråret 2013 lanceret nye produkter, hvor buræg er erstattet med æg fra fritgående høns eller økologiske æg
  • Efterspørgslen efter økologiske æg steg i 2013 med 24% (kilde: Økologisk Landsforening)
  • Salget af buræg er i 2013 faldet med 7% (Kilde: Landbrug & Fødevarer)
  • Arla droppede i maj 2014 brugen af buræg i deres koldskål  


Find os på:

Facebook: www.ægtivist.dk
Instagram: @dyrenesbeskyttelse og #Ægtivist